Guide: Gør din bil forårsklar
20. mar 2019
Foråret har ramt Danmark. SOS Dansk Autohjælp giver i den forbindelse gode råd til at gøre bilen klar til køreturene ud i forårslandet.
Kalenderen viser nu, hvad fuglene i haven længe har pippet om: Foråret er kommet til Danmark. Og forår betyder klargøring. Efter en vinter med kulde og mørke skal bilen nu gøres klar til de varme måneder. Derfor har SOS Dansk Autohjælp lavet en miniguide med gode råd til, hvordan du gør din bil klar til foråret.
- Køreforholdene ændrer sig meget i løbet af foråret og det bliver generelt lettere at køre bil end på vinterens mørke og sjappede veje. Vi opfordrer imidlertid til, at bilejerne bruger lidt ekstra tid på rengøringen, når vinteren er overstået. Den ekstra time eller to i indkørslen kan være givet godt ud i forhold til både sikkerhed og bilens levetid, fortæller Anette Bjørn Juncher, vagtcentralchef hos SOS Dansk Autohjælp.
Tid til at skifte dæk
Foråret er også tid til at skifte til sommerdæk. Det er dog vigtigt at holde et vågent øje med termometeret og vejrudsigterne, da temperaturerne svinger meget fra dag til nat i det danske forår.
- Så snart temperaturerne ikke længere kommer under 7 grader, anbefaler vi at skifte til sommerdæk. Men det er vigtigt ikke at skifte for tidligt, da vejtemperaturerne ofte snyder. Selvom det har været en flot forårsdag, falder vejens temperatur hurtigt i forårets kolde nætter, forklarer seniorspecialist Bo Olesen, SOS Dansk autohjælp.
Ekstra grundig rengøring
Et vigtigt element i at gøre bilen klar til foråret består i at få den gjort grundigt ren. Det våde vejr kombineret med vejsalt er hårdt ved bilen. Det er derfor afgørende at få fjernet alle rester fra vinterkørslen. På den måde holder bilen længere og sikkerheden øges.
- Når det er forår, skal bilen gøres klar oven på en vinter med sjap, skidt og salt. Vi anbefaler derfor som det første at give bilen en omhyggelig rengøring. Det er i den forbindelse også godt at få den luftet grundigt ud på en varm og tør dag, da vinterens fugt i kabinen på den måde fjernes,forklarer Bo Olesen, seniorspecialist hos SOS Dansk Autohjælp.
6 gode råd til forårsklargøring af bilen
- Rengør lygter og viskerblade med klud og sæbevand
- Få serviceret bilens aircondition for at bibeholde den optimale effekt
- Fyld olie, kølervæske og sprinklervæske på bilen
- Få tjekket bremserne. Der kan sætte sig så meget skidt i dem, at bremselængden forøges
- Smør bevægelige dele som viskerarme, dørhængsler og brændstofklap med en universalolie
- Efterspænd dine sommerdæk, når du har kørt med dem nogle dage
Kontaktinformation
Anette Bjørn Juncher, vagtcentralchef hos SOS Dansk Autohjælp, tlf.: 5118 6085