Pressemeddelelse

Kom sikkert frem til jul

Punkterede dæk og flade batterier bliver de største syndere i juletrafikken i år, vurderer SOS Dansk Autohjælp. Planlægning er nøglen til succes, når du kører hjem til jul.

Planlægning er nøglen til julefred, hvis du skal køre hjem til jul. Juledagene er nogle af årets travleste på vejene, så ved at planlægge ruten i forhold til Vejdirektoratets anbefalinger, hjælper man sig selv godt på vej til at undgå de værste forsinkelser på grund af kø.

- Vi kan se på vores statistikker, at størstedelen af vores assistancer de seneste år i julen har været til uheldige bilister med punkterede dæk eller flade batterier. Derfor er det også her, man med fordel kan gøre sig nogle forberedelser for at mindske risikoen for problemer. Og er der plads i bagagerummet til et reservehjul, har man gjort en eventuel punktering lettere at fikse, siger Anette Bjørn Juncher, vagtcentralchef for SOS Dansk Autohjælp.

Pas på sort is
De seneste år har julevejret været forholdsvist mildt og regnfuldt, og meteorologerne spår heller ikke hvid jul med frost og sne i år. Men selvom december-vejret byder på plusgrader og regnvejr, bør bilister stadig tage sig i agt for glatte veje:

- Selvom det ikke er frostvejr, skal man være opmærksom, når temperaturen nærmer sig frysepunktet. Vejtemperaturen er nemlig typisk lavere, hvilket kan resultere i ”sort is” med meget glatte veje, selvom termometeret står på plus. Vi ser hvert år uheld på grund af sort is, siger Anette Bjørn Juncher.

Juleaften falder i år på en tirsdag, hvilket betyder, at udrejsetrafikken afvikles over flere dage. Men 2. juledag er traditionelt en af årets største rejsedage, hvor trafikken især bevæger sig på tværs af landet mellem Jylland og Sjælland. Det er derfor en ide at overveje andre rejsedage end 2. juledag eller holde sig orienteret om Vejdirektoratets anbefalinger til ruter.

Gode råd til at komme sikkert frem i julen

• Hold øje med vejrprognoserne
• Kør i god tid - og undgå de mest trafikerede tidsrum (tjek på vejdirektoratet.dk)
• Tag gerne et reservedæk med
• Vær opmærksom på glat føre - især på mindre veje
• Er du i tvivl om batteriet er ok, så få værkstedet til at kigge på det
• Hold afstand og undgå sammenstød ved kø og pludselige opbremsninger
• Hav tæpper, drikkevarer og snacks med i bilen

Kontaktinformation
Anette Bjørn Juncher, vagtcentralchef, SOS Dansk Autohjælp, 5118 6085