Sommerferie i bil: Forberedelser der betaler sig
21. jun 2019
Sommerferien nærmer sig, og hvad enten den byder på bilferie inden for Danmarks grænser eller i udlandet, kan det godt betale sig at gøre sig nogle forberedelser.
SOS Dansk Autohjælp kender til de typiske udfordringer på kør-selv-ferien og giver her tre gode råd til at undgå dem.
Få airconditionanlægget serviceret
De færreste ønsker sig en lang køretur i en ophedet bil, men alligevel glemmer mange bilister at tjekke op på airconditionanlæggets tilstand og vedligeholde det.
- Det er ærgerligt at sidde i Sydfrankrig i 35 graders varme uden aircondition. Derfor anbefaler vi, at det bliver gået igennem, før sommeren rigtig sætter ind. De fleste skader på anlæggene sker jo nu, hvor de begynder at arbejde mere på grund af højere temperaturer, fortæller senior specialist hos SOS Dansk Autohjælp, Bo Olesen, og tilføjer:
- Vi oplever ofte problemer med dårlig lugt i kabinen. Det skyldes stort set altid manglende service. Når anlægget ikke bliver serviceret, stopper rør og filtre til, og det begynder at lugte inde i bilen. Få derfor serviceret anlægget med jævne mellemrum, og særligt hvis det er mere end fire år gammelt.
Husk ekstranøglen
Hvert år oplever mange bilister at blive låst ude af egen bil. Det kan skyldes et øjebliks ubetænksomhed, men det kan også skyldes teknik, der driller.
- Mange nyere biler har en knap på fjernbetjeningen, som kun låser bagklappen op. Derfor ser vi ofte, at man lige smider jakken i bagagerummet, med nøglen i, og smækker klappen. Det kan også være bilens sikkerhedssystem, som gør, at bilen låser automatisk i nogle situationer, uden at bilejeren er klar over det. Uanset hvad er det en rigtig uheldig situation at stå i på ferien. Derfor råder vi til, at begge forældre eksempelvis har en nøgle på sig, når familien er på ferie. På den måde ender reservenøglen ikke i bunden af en taske i bagagerummet, siger Bo Olesen.
Dobbelttjek inden tankning
Går turen sydpå er det særligt vigtigt at være opmærksom, når bilen skal tankes. Fejltankninger er et hyppigt set problem, som man selv kan gøre en indsats for at undgå.
- Det største problem er dieselbiler, der får benzin i tanken. Hvis uheldet skulle være ude, må man endelig ikke starte bilen, da det kan gøre stor skade på motoren. Hvis man har fyldt benzin i en tom dieseltank, vil bilen hurtigt gå i stå. Det er værre, hvis man har fyldt benzin i en halvfuld dieseltank, så det er blevet blandet. I så fald kan man nemlig godt køre videre, men det gør stor skade på motoren, fortæller Bo Olesen.
Vejhjælpen råder til, at man er særligt opmærksom på udenlandske tankstationer og får dobbelttjekket, om det er det rigtige brændstof, man skal til at fylde på bilen. Farver og andre indikationer kan nemlig se anderledes ud i udlandet end på danske tankstationer.
Et tip lyder, at man kan være opmærksom på tankpistolens størrelse. Diameteren på tankpistolen til diesel er nemlig større end den til benzin.
Skulle uheldet være ude, bør man ringe til vejhjælpen og undgå at starte bilen.
Kontaktinformation
Anette Bjørn Juncher, Vagtcentralchef, SOS Dansk Autohjælp, Tlf: 5118 6085