Tips til kørsel i regn og tåge

Publiceret:3/10 - 2024
Skrevet af:Thomas
Læsetid5 min.
Motorvej i regn. Svært at se forankørende.

Det kan være en udfordring – og sågar farligt – at køre i tæt tåge. Sigtbarheden er markant dårligere, og det kan derfor være svært at bedømme afstanden til andre trafikanter. Derfor er det godt at vide, hvilke forholdsregler der er nødvendige at tage i trafikken, når det er tåget, og sigtbarheden er nedsat. Læs med her hvor vi guider dig til, hvordan du skal køre i regn og tåge.

Gode tips til kørsel i tåge 

Herunder finder du vores tips til dig, der skal ud og køre i tåget vejr: 

Kør i god tid

Når det er tåget, er det vigtigt at huske at komme af sted i god tid. Hvis der er meldinger om meget tæt tåge i vejrudsigten, så kan det være en idé at forsøge at planlægge uden om det, så du er fri for at køre ud i tågen.  

Sænk farten 

Sænk farten, når du kører i tåget vejr. Det er vigtigt, at du kan nå at reagere og bremse, hvis der pludselig er noget foran dig på vejen, eller hvis trafikken stopper op. Kør derfor med en forsvarlig fart, der passer til vejrforholdene – dvs meget langsomt, hvis der er tæt tåge. 

Husk at tænde baglygterne

Hvilket lys skal man køre med i tåge? Hvis sigtbarheden er meget dårlig, så husk at tænde baglygterne. De fleste biler har lyssensor, der gør, at baglygterne tænder automatisk, når sigtbarheden er nedsat. Dog er det ikke alle biler, der registrerer tåget vejr. Hvis du er i tvivl, kan du tænde nærlyset – så er der lys i bilens baglygter. 

 

Læs mere om reglerne for kørelys

Husk tågelygterne foran og bagpå

Er tågen meget tæt, og har du selv udfordringer med at se baglygterne på den forankørende bil, kan du tænde tågebaglygterne på din bil. De giver et kraftigt lys, der gør, at bilister bag dig bedre kan se dig på afstand. Husk at slukke tågebaglygten, hvis trafikken er tæt. Så undgår du at blænde andre trafikanter.  

Vil du have et endnu bedre udsyn, kan du også med fordel tænde tågelygterne foran på din bil. De hjælper med at lyse vejen bedre op “under” tågen. Tænd ikke det lange lys, da det kun vil gøre det sværere for dig at orientere dig. Husk at slukke tågelygterne, når du ikke længere kører i tåge. 

Læs mere om brugen af blandt andet tågelygter i vores indlæg om lys på bilen til efteråret. 

Kørsel i regnvejr

Regnvejr er uundgåeligt i et land som Danmark, især om efteråret og vinteren. Som bilist er det vigtigt, at du altid kører efter forholdene, og det gælder især når vejene er våde og glatte, hvor de ændrer sig markant.  

Før du kører ud på våde veje 

Inden du kører du i det våde vejr, bør du altid sørge for at tjekke følgende:  

Lygter: Tjek at alle bilens lygter virker, og at din bil tænder baglyset, som den skal. Det er ikke alle biler, der automatisk tænder baglygterne ved tåge, regn eller i tusmørke, så derfor skal du selv sørge for at tænde for nærlyset.  

 

Læs mere om hvordan du kan tjekke bilens lygter. 

 

Dæk: Dækmønsteret er afgørende for, hvor hurtigt du bør køre i regnvejr, og hvor effektivt du kan bremse. Et dækmønster på over 3 mm er karakteriseret som værende sikkert. Her kan dækkene nemlig lede en del vand væk. 

 

Dækmønstre helt ned til 1,6 mm er lovligt, men det betyder ikke, at det er sikkert i vådt føre. På et dæk med 1,6 mm mønster er bremselængden nemlig op til 38 procent længere sammenlignet med et dæk, der har 4 mm mønsterdybde. 

 

Du kan læse mere om krav til dæk i vores dækguide.  

 

Udsyn: Sørg for at viskerbladene er i god stand – det vil sige, at de fungerer som de skal. Sørg også for, at der er nok sprinklervæske på. På den måde får du det bedste udsyn. 

Sådan kører du i regnvejr 

1

Hold god afstand

Det er vigtigt at holde god afstand til andre trafikanter i regnvejr. En god huskeregel er at holde mindst to sekunders afstand til den forankørende eller det halve af farten – dvs. 50 meter, hvis du kører 100 km/t. 

2

Vær opmærksom på bremselængden

Dårligere vejgreb i vådt vejr gør, at bremselængden bliver længere. Næsten alle nyere biler har blokeringsfri bremser, så du skal bare nøjes med at bremse som normalt. 

3

Hold godt øje med vejkryds i mørket

Det er sværere at vurdere afstande i mørket, når de våde veje reflekterer lyset. Hold derfor ekstra godt øje med vejkryds eller krydsende biler, når mørket er faldet på.  


Læs også: Kom sikkert frem trods sne og glatte veje