Vigtige papirer og sikkerhedsudstyr til bilen i udlandet

Publiceret:18/8 - 2026
Læsetid5 min.
Ejer af campingvogn og autoredder giver hånd

Har du styr på, hvilke papirer og hvilket sikkerhedsudstyr du helt nøjagtigt skal have med i bilen, når du kører på ferie i udlandet? Hvis ikke, så har vi i denne artikel samlet al den information, du har brug for inden afrejse. Læs med nedenfor.

Hvilke papirer skal man have i bilen i udlandet?

Det er helt normalt for flere feriebilister at glemme nogle af de vigtige papirer, man bør have med sig.

Men hvis du vil undgå unødvendige forsinkelser eller bøder ved grænserne, er det afgørende at vide, hvilke papirer man skal have i bilen, når turen går ned gennem Europa.

De vigtige papirer, der bør medbringes på køreferie i Europa:

  • Original registreringsattest (kun del 1)

  • Det blå EU-sygesikringskort (du kan bestille det på borger.dk)

  • Motorvejsmærkat, Schweiz og Østrig - fås hos FDM, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn købes ved grænsen

  • Miljømærke (fysisk eller online registrering), i tilfælde af, du skal køre i miljøzoner i europæiske byer

  • Bilens instruktionsbog/manual, meget nyttig hvis en advarselslampe pludselig lyser.

  • Vejhjælpsabonnement der gælder i Europa. Du har mulighed for at købe vejhjælp hos SOS Dansk Autohjælp.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at dit internationale kørekort skal være gyldigt hele ferien igennem, og ikke bare på afrejsedagen. Det samme gælder for passet. Tjek derfor altid udløbsdatoen i god tid forud for din køreferie.

Dine sundhedskort dækker dig i henholdsvis DK og EU. Men husk på, at de ikke er behjælpelige, hvis dine skader er så slemme, at du skal transporteres hjem for at indlægges.

Skal man have registreringsattest med i bilen i udlandet?

Ja, du skal have din bils registreringsattest (del 1) med på farten, når du er i udlandet. Hos SOS Dansk Autohjælp anbefaler vi, at du altid har den liggende i handskerummet på din ferie.

I Danmark kan politiet slå din bil op digitalt via nummerpladen. Det vil sige, du ikke behøver at bære rundt på papirerne dagligt. Den luksus forsvinder dog i det øjeblik du krydser grænsen til for eksempel Tyskland.

Her forventer politiet, at man selv kan dokumentere, hvem bilen tilhører, og de spørger typisk om det ved almindelige vejkontroller.

Glemmer du attesten derhjemme, slipper du sjældent billigt. I Tyskland koster det typisk mellem 5 og 20 euro. Og i visse østeuropæiske lande er konsekvenserne markant hårdere. Her kan politiet i værste tilfælde tilbageholde bilen, indtil du kan bevise ejerskabet.

Skal man have en kopi af registreringsattesten i bilen eller den originale?

I Danmark er en kopi eller ligefrem en digital app-udgave tilstrækkeligt. Men sådan fungerer det ikke altid i den sydlige del af Europa. Udenlandsk politi vil se den originale, fysiske del 1 af registreringsattesten, og en fotokopi bliver derfor ikke godtaget.

Vi har oplevet, at flere bilister tror de kan klare sig med et billede på telefonen af registreringsattesten. Men det går heller ikke. Bliver du stoppet uden originalen, får du derfor højst sandsynligt en bøde.

Det grønne kort derimod dokumenterer din lovpligtige ansvarsforsikring, og reglerne har ændret sig markant de seneste år. Kører du i et EU-land, eller i Norge og Schweiz, kan du roligt lade det grønne kort blive hjemme. Din danske nummerplade er i sig selv bevis nok for, at ansvarsforsikringen bør være i orden.

Skal du længere væk på din ferie, for eksempel til Albanien eller Tyrkiet, så er det nødvendigt at bestille det grønne kort hos dit forsikringsselskab.

Lovpligtigt sikkerhedsudstyr i bilen i Europa

Når det drejer sig om sikkerhedsudstyr i bilen, adskiller flere europæiske lande sig fra Danmark. Herhjemme er der ikke nogen lovpligtige krav om, at du skal have sikkerhedsudstyr liggende i bilen

Det eneste krav i Danmark er, at du skal bruge sikkerhedstrekanten, hvis uheldet sker. Krydser du grænsen, møder du et helt andet regelsæt, og det varierer fra land til land.

Få et overblik over reglerne i fem af de mest populære køreferie-destinationer for danskerne nedenfor.

1

Tyskland

Advarselstrekant:  1 stk, lovpligtig

Sikkerhedsvest: 1 stk, lovpligtig for tyskregistrerede biler, men stærkt anbefalet for alle

Brandslukker: Anbefalet

Førstehjælpskasse: Lovpligtig, DIN 13164

2

Italien

Advarselstrekant:  1 stk, lovpligtig

Sikkerhedsvest: Til alle i bilen

Brandslukker: Anbefalet

Førstehjælpskasse: Anbefalet

3

Frankrig

Advarselstrekant:  1 stk, lovpligtig

Sikkerhedsvest: Til føreren, gerne flere

Brandslukker: Anbefalet

Førstehjælpskasse: Anbefalet

4

Østrig

Advarselstrekant:  1 stk, lovpligtig

Sikkerhedsvest: Til alle i bilen

Brandslukker: Anbefalet

Førstehjælpskasse: Anbefalet

5

Spanien

Advarselstrekant:  Udenlandske biler må fortsat bruge trekant. Spanskregistrerede biler skal fra 2026 bruge en V16-lygte i stedet

Sikkerhedsvest: 1 stk per person, opbevaret i kabinen

Brandslukker: Anbefalet

Førstehjælpskasse: Anbefalet

Elbiler på kør-selv-ferie: Vigtige papirer og udstyr

Skal din elbil med på ferie i år? Så er der et par ekstra ting, du skal have med i dine overvejelser under pakningen. En kør-selv-ferie i elbil kræver nemlig lidt anderledes forberedelse:

  • Medbring dit eget Type 2-ladekabel: Det er ikke alle offentlige ladestandere i Europa, der har et fastmonteret kabel. Står du uden dit eget kabel, risikerer du ikke at kunne lade. Tag også gerne et nødladekabel (mormorlader) med til nødsituationer.

  • Opret lade-apps hjemmefra: Store europæiske netværk som Ionity, Tesla og EnBW dækker det meste af Europa. Download deres apps og registrer dit betalingskort, inden du kører hjemmefra. Så slipper du for at stå i en fransk provinsby med dårlig mobildækning og kæmpe med oprettelsen.

  • Miljømærkater gælder også for elbiler: Selvom din elbil er emissionsfri, skal du stadig have de lovpligtige miljømærkater (f.eks. den tyske Umweltplakette eller franske Crit'Air) for at køre lovligt i storbyernes miljøzoner.

Læs meget mere i vores artikel om kør-selv-ferie i elbil.

SOS Dansk Autohjælp: Din tryghed i den europæiske trafik

At finde de nødvendige papirer og pakke det lovpligtige sikkerhedsudstyr i bilen, kan du let klare hjemmefra. Det giver bestemt ro i maven at vide, at registreringsattesten ligger klar i handskerummet, og at førstehjælpskassen ligger under sædet.

Men når først du kører ude på vejene i Europa, er det mindst lige så rart at vide, at hjælpen er nær, hvis uheldet skulle være ud.

Med et vejhjælpsabonnement hos SOS Dansk Autohjælp er du dækket af vejhjælp i Europa, uanset om det er en punktering på den kroatiske kystvej eller et fladt batteri på en tysk rasteplads.

Kontakt os i dag, og hør mere om vores forskellige ydelser. Så finder vi et vejhjælpsabonnement, der passer til dig og dit køretøj.