Guide: Rengøring af bil indvendig

Er det på tide at få rengjort bilen indvendigt? Der kan over tid samle sig skidt og støv i bilen – og det er hverken rart at sidde her, men vil du vedligeholde bilen, så den holder sig pæn i lang tid, er det nødvendigt med en ordentlig rengøringen af bilen. Det behøver ikke være et stort og uoverskueligt projekt, når du først er kommet i gang. Vi hjælper dig med denne guide. 

Alt efter hvor lang tid du har, kan du godt springe nogle af trinene over. 

Det skal du bruge:

  • Sæbevand, normal universalrengøring kan godt bruges 
  • God klud, gerne fnugfri
  • Glasrengøringsmiddel til spejle  og ruder
  • Evt. cockpitpleje til gummilister
  • Støvsuger – evt. håndstøvsuger

Trin 1: Ryd op, luft ud og forbered dig

Før du dykker ned i rengøringen, er det vigtigt at rydde op i bilen og fjern alt overflødigt udstyr fra bilen. Det kan være affald, autosæder og gulvmåtter. Så har du mulighed for at lave en dybdegående rengøring.

Du kan også starte med at lufte ud i bilen. Inden du endelig går i gang med selve rengøringen, kan du også tage et kig i bilens instruktionsbog for at sikre, at du bruger de rigtige produkter til rengøringen.

Trin 2: Støvsug bilen

Nu hvor bilen er ryddet op, er det tid til at fjerne snavs, støv og krummer. Sørg for at komme ind i alle hjørner og sprækker. Start med sæderne og arbejd dig hen mod gulvet og instrumentbrættet og bagagerummet. Vær omhyggelig med at støvsuge mellem sæderne og under gulvmåtterne. Det er nemmere at støvsuge bilen med et mundstykke på støvsugerhovedet. 

Trin 3: Vask sæderne

Til den helt store hovedrengøring af bilen, kan du også vaske sæderne med tekstilrens. Hvis der er genstridige pletter på sædet, kan du anvende pletfjerner. Du kan eventuelt også bruge en børste til at løsne og fjerne pletterne. 

Der kan være forskel på fremgangsmåden, alt efter om der er tale om stofsæder eller lædersæder. Du skal undgå at bruge for skrappe kemikalier, da det kan beskadige læderet. Anvend en blød klud og mild sæbeopløsning. Ved lædersæder kan du afslutte med læderfedt, som kan bevare læderets blødhed og glans.

Trin 4: Rengøring af konsol og instrumentbræt

Brug gerne en blød, fnugfri klud til at fjerne støv. Brug også gerne et mildt rengøringsmiddel til at tørre plastik- og vinyloverfladerne af. Der kan komme mange bakterier på instrumentbrættet og konsolskærmen, derfor anbefales det også at bruge desinficerende servietter specielt lavet til skærme. Til rengøring af displays og knapper på instrumentbrættet kan du rengøre med skærmrens.

Trin 5: Rengøring af vinduer og spejle

Rengøring af vinduer og spejle er vigtigt for god synlighed under kørslen. Brug vinduesrens og en fnugfri klud til at rengøre bilens vinduer indefra og udefra. Til spejlene anvender du spejlrens. 

Det er også en god idé at pleje gummilisterne i dørene, især inden vintersæsonen begynder. Det kan være ved at sprøjte eller smøre gummilisterne med silikonespray. Det kan forhindre, at dørene fryser fast på gummilisterne og vil vedligeholde listerne, så de ikke mørner.

Trin 6: Rengøring af aircondition-systemet

Hvis du gerne vil sikre dig god luftkvalitet i bilen, er det nødvendigt at rengøre aircondition-systemet. Du kan i mange auto-butikker købe specielt lavet spray eller airconditionrens, som vil rense bilens klimaanlæg.

Følg instrukserne på etiketten.

Trin 7: Fjern lugtgener

I sig selv vil hovedrengøringen gøre meget ved de lugtgener, der kan forekomme i en beskidt bil. Men som det sidste prik over i’et, kan du bruge air freshener eller spray specielt designet til biler. Så dufter bilen frisk og lækker i længere tid.

Hvor ofte bør jeg rengøre min bil indvendigt?

Det kommer helt an på dit behov, hvor ofte du skal gøre bilen ren indvendigt. Hvis du er “beskidte passagerer” som børn eller dyr, så kræver det mere regelmæssig rengøring, hvis du vil holde bilen nogenlunde ren. Generelt er det en god idé at rengøre bilen helt i dybden et par gange om året. Det kan være i forbindelse med den store forårsrengøring, at rense for efterårets og vinterens mudder og salt. 

Hvis det er uoverskueligt at rengøre bilen helt i dybden hver gang, kan du også prioritere, hvilke dele af bilen, som trænger mest. Det vigtigste er, at du kan orientere dig i spejle og vinduer, og at overfladerne er desinficeret.