Guide: Sådan skifter du selv dæk på bilen

Publiceret:2/5 - 2024
Publiceret:Benjamin
Læsetid6 min.
Stillvideo

Uanset om du er punkteret eller ønsker at skifte fra vinter- til sommerdæk (eller omvendt) så guider vores autoredder, Frederik, dig her til hvordan, du gør.

Guide: Sådan skifter du selv dæk på bilen

Autoredder der står og smiler

Hvis du ikke har helårsdæk, vil du helt naturligt skifte dæk på bilen to gange om året. Uanset om du skal skifte sommerdæk til vinterdæk eller den anden vej rundt, kan det godt betale sig at skifte hjul på bilen selv.

Dels sparer du de penge, som et værksted skulle have haft for hjulskiftet, men du slipper også for at skulle booke hjulskiftet mange uger i forvejen. Og modsat, hvad mange bilister måske tror, er det faktisk ikke specielt svært selv at skifte dæk på sin bil. Det kræver hverken avanceret værktøj eller teknikker, og kan klares relativt hurtigt på egen hånd.

I videoen herover kan du se vores erfarne autoredder Frederik forklare, hvordan du selv nemt og hurtigt skifter dæk på din bil.

Trin-for-trin: Sådan skifter du nemt dæk på din bil

Med det rigtige grej, lidt forberedelse og gåpåmod kan du sagtens selv skifte hjul på bilen. Herunder har vi lavet en udførlig trin-for-trin guide til, hvordan du selv skifter dækkene på din bil – helt nemt og smertefrit.

1

Find værktøjet frem

Et dækskifte starter med, at du finder det relevante værktøj frem. Typisk vil du kunne finde det begravet nederst i bagagerummet under pladerne. Her finder du både donkraft, hjulnøgle/krydsnøgle/momentnøgle og det hjul, du skal bruge.

2

Parkér på plant underlag, træk håndbremse og sæt i frigear

Inden du begynder at løfte bilen, skal du sikre dig, at du er på en plan overflade. Træk håndbremsen og sæt bilen i gear for at forhindre, at den ruller væk, mens du arbejder.

3

Løsne hjulbolte

Brug din hjulnøgle til at løsne hjulboltene. Nogle biler kan have særlige låsebolte, der kræver en speciel top til at fjerne dem. Disse låsebolte bruges ofte som en ekstra sikkerhedsforanstaltning for at forhindre tyveri af hjulene.

4

Løft bilen med donkraft

Placér donkraften under det forstærkede punkt på bilen, som normalt er markeret med en pil eller et andet symbol. Det punkt er designet til at kunne bære bilens vægt, når den løftes med donkraften. Sørg for at placere donkraften sikkert og stabilt på jorden, før du begynder at løfte bilen.

5

Fjern det gamle dæk

Når bilen er løftet fra jorden, fjernes hjulboltene helt og du tager det gamle dæk af.

Det kan være en god idé at rense bremseskiven for rust med en stålbørste inden, du sætter det nye hjul på.

6

Sæt det nye dæk på

Løft det nye dæk op og juster det, så boltehullerne passer korrekt. Skru hjulboltene på plads, men vent med at stramme til. 

7

Efterspænd

Sænk bilen en smule med donkraften, så dækket lige rører jorden. Nu kan du spænde boltene fast. Det er vigtigt at kryds-spænde boltene, så dækket sidder jævnt. Det er også vigtigt, at du lægger kræfter i, når du spænder hjulet fast, så boltene ikke risikerer at løsne sig senere hen. De skal spændes med et tryk på cirka 12 kilo.

8

Sæt hætter på hjulbolte og sænk bilen helt

Når dækket er sikkert monteret på bilen, sættes hætterne på hjulboltene tilbage, for at beskytte dem mod snavs og fugt, hvorefter du forsigtigt sænker bilen helt ned ved hjælp af donkraften, hvorefter den fjernes.

Autoredder sidder ved bil og smiler. Bilen er punkteret.Ykh0997

Hvornår er det tid til at skifte dæk?

Der er flere anledninger til at skifte. Dels er der sæsonbetonede, men alder, slitage og uheld kan også betyde, at du må i gang med et hjulskifte. Her er en komplet liste over, hvilke faktorer, der kan give anledning til at skifte dæk.

1

Sæsonen skifter

Hvis du ikke har helårsdæk – og derfor skal skifte mellem sommer- og vinterdæk – har du allerede to årlige dækskift. Grænsen mellem hvilke af de to dæktyper, der er bedst at bruge, går ved 7 grader. Er temperaturen konsekvent 7 grader eller derover, er sommerdæk det rette valg, mens det omvendte er tilfældet ved lavere temperaturer. Det danske vejr er jo til tider lidt uforudsigeligt, men som tommelfingerregel kan du regne med at skulle bruge vinterdæk fra starten af november til midten af april. Forhåbentlig er det de to eneste årlige dækskift, du skal lave, da det ellers vil betyde, at dine dæk er slidt ned, for gamle eller punkterede.

Læs mere: Guide: Hvornår skifter man til sommerdæk?

2

Slidte dæk

Dine dæk slides helt naturligt i takt med at de bruges. Og på et tidspunkt rammer de et stadie, hvor de simpelthen er så slidte, at de ikke længere er sikkerhedsmæssigt forsvarlige. Der vil simpelthen ikke være greb nok tilbage i dækkene. Hvis det er tilfældet for et eller flere af dine dæk, skal de selvfølgelig skiftes. Loven siger, at der skal være minimum 1,6 mm mønsterdybde på et dæk – dog anbefaler vi at skifte dæk allerede, når mønsterdybden kommer under 3 mm.

Læs mere: Dækguide: Krav til dæktryk

3

Gamle dæk

Udover slitage bør du også tænke på dækkets alder – for dæk kan også blive gamle. Der er ikke lovkrav på samme måde som med mønsterdybde, men generelt anbefales det at skifte dæk, hvis dækket er mere end 10 år gammelt. Når dæk bliver for gamle, kan gummiet blive mørnet og stift, hvilket forringer sikkerheden. Du kan tjekke dækkets alder på DOT-mærket, som sidder på dækkets sidevæg. Her angiver de sidste fire tal produktionsugen og året.

Punkteringer: Punkteringer er en af de mest akutte årsager til et hjulskifte. Selvom der kan laves midlertidige nødreparationer, skal dækket skiftes før eller siden.

Læs mere: Er dit dæk punkteret? Vi hjælper med lapning af bildæk

Hvilket værktøj skal jeg bruge til at skifte hjul på min bil?

Alle handymænd (og kvinder) ved, at grej er vigtigt for at løse opgaven sikkert og effektivt. Så hvilket værktøj skal man bruge for at skifte hjul på sin bil?

De nødvendige redskaber er typisk donkraft, hjulnøgle og eventuelt en momentnøgle.

  • Donkraften er det vigtigste redskab til at løfte bilen, så hjulet kan skiftes. Sørg altid for at placere donkraften præcist ved bilens løftepunkter, som er angivet i bilens instruktionsbog.
  • Hjulnøglen bruges til at løsne og spænde hjulboltene eller møtrikkerne.
  • Momentnøglen er teknisk set ikke nødvendigt for selve skiftet, men det er afgørende for sikkerheden. Momentnøglen bruges til at spænde hjulboltene med bilproducentens anbefalede korrekte moment (Nm). Hvis boltene spændes for løst, kan hjulet falde af. Spændes de for hårdt, kan de beskadige boltene eller bremseskiven.

Og selvom de ikke er nødvendige for selve udskiftningen, hjælper følgende redskaber dig med at arbejde mere komfortabelt og sikre, at dine dæk er korrekt indstillet, før du kører videre:

  • Arbejdshandsker: Beskytter dine hænder mod snavs, olie og skarpe kanter.
  • Knæpuder: Når du skal skrue bolte af og på tæt ved jorden, sparer knæpuder dig for ømhed og fugtige knæ.
  • Dæktryksmåler: Når det nye dæk er monteret, er det afgørende at kontrollere, at dæktrykket er korrekt. En god, præcis måler sikrer, at du kører sikkert og økonomisk.
  • Mønsterdybdemåler: Det er især relevant, hvis du skifter til et brugt reservehjul eller dine sæsondæk. Mål mønsterdybden for at sikre, at dækket lever op til lovkravet på minimum 1,6 mm.

Lille stålbørste: Kan bruges til at fjerne rust eller snavs fra navet, før du monterer det nye hjul. Dette sikrer, at hjulet sidder helt plant og korrekt fast.

Derfor er det smart selv at kunne skifte dæk på sin bil

Hvorfor er det smart selv at kunne skifte dæk på sin bil, tænker du måske. Måske har din far altid gjort det for dig, eller måske plejer du at betale dig fra det. Uanset hvad, er der flere årsager til, at det er en glimrende idé at kunne klare sagerne på egen hånd.

Først og fremmest giver det dig en frihed selv at kunne skifte dæk. Friheden til at kunne klare sig selv og føle sig selvsikker, uanset hvad dagen bringer. 

Samtidig sparer du også penge ved de halvårlige skift fra sommerdæk til vinterdæk og vice versa. Når temperaturen pludselig stiger eller falder markant, skal alle pludselig have skiftet dæk, og derfor kan et dækskift pludselig have lange udsigter, hvis professionelle skal tage hånd om det.

Ved at kunne klare det selv, sparer du altså både tid og penge.