Advarselslamper i bil: Hvad betyder symbolerne?

På instrumentbrættet i din bil vil du finde advarselslamper, som fortæller forskellige detaljer om standen af din bil eller om selve kørslen. 

Advarselslamperne symboliserer forskellige aspekter eller advarer dig, når bilens systemer registrerer et problem eller når en funktion er aktiveret. 

Men det er ikke altid, at de er lige tydelige i deres betydning, og det kan lede til nervøsitet, hvis advarselslamperne pludselig begynder at lyse – særligt, hvis man ikke ved, hvad de betyder. 

I dette indlæg vil vi give dig en oversigt af nogle af de mest almindelige advarselslamper, hvordan de ofte ser ud, og hvad de betyder, og hvordan du skal reagere, hvis de begynder at lyse. Husk dog, at nogle symboler kan variere fra bil til bil, dog er de mest almindelige ofte relativt ens, uanset model eller mærke.

Hvad betyder advarselslampens farve?

Advarselslamperne kan lyse i enten rød, gul og grøn eller blå. Farven indikerer ofte, hvilken type af advarsel, der er tale om. Er det en akut advarsel, en orientering eller er det blot information?
Afhængigt af advarselslampens og symbolets betydning er der forskellige forholdsregler, du skal tage.

  • For røde advarselslamper skal du normalt stoppe sikkert så hurtigt som muligt og undersøge problemet. 
  • Gule lamper advarer dig om, at noget skal kontrolleres snart, men de kræver ikke nødvendigvis øjeblikkelig handling. 
  • Grønne og blå lamper er mere informative og indikerer aktive systemer.

Røde Advarselslamper symboliserer ofte, at akut handling er nødvendig

Røde advarselslamper i bilen indikerer et problem, som kræver øjeblikkelig opmærksomhed. Ignorering af disse kan medføre alvorlige skader på bilen eller udgøre sikkerhedsrisici.

Lavt olietryk (Symbol: Rød oliekande): 

Det symbol indikerer, at der er problemer med olien. Du bør stoppe omgående og tjekke olien for at forhindre motorskade.

Motoren er for varm (Symbol: Rødt termometer): 

Du bør standse omgående, når dette symbol lyser, da motoren ellers kan brænde sammen. Stands, tjek om bilen har tilstrækkeligt med kølervæske og lad motoren køle ned. Har den ikke nok kølervæske, kan en påfyldning oftest løse problemet.

Batteriet mangler strøm (Symbol: Rødt batteri): 

Dette indikerer, at bilen mangler strøm for at fungere. Det kan være nødvendigt at bruge startkabler for at tænde bilen. Startkabler kan i nogle tilfælde løse problemet, men sker det ofte, bør du sørge for, at dit batteri og dynamo bliver tjekket.

Brug sikkerhedsselen (Symbol: Rød person med sikkerhedssele): 

Dette lys indikerer, at der er én i bilen, der ikke bruger deres sikkerhedssele. Dette lys følges i nyere biler ofte af en lyd. 

Åben dør/motorhjelm (Symbol: Rød bil med åbne døre/motorhjelm): 

Kontroller at motorhjelmen eller bagagerum og alle døre er lukket ordentligt.

Generel advarsel (Symbol: Rød trekant med udråbstegn): 

Dette tegn indikerer, at der er noget, du bør være opmærksom på. Det behøver ikke være alvorligt, men kig efter yderligere information på dit display eller bilens instruktionsbog. Det kan betyde, at der er noget galt med bilens bremsesystem

Bremsesystem (Symbol: Rød cirkel med et udråbstegn eller ‘P’ i midten, ofte omgivet af parenteser): 

Hvis dette symbol lyser, kan det indikere et alvorligt problem med bilens bremsesystem, såsom lavt niveau af  bremsevæske, slidte bremseklodser, men det kan også betyde, at du kører med håndbremsen trukket.

Gule Advarselslamper – Vær Opmærksom

Gule advarselslamper angiver typisk en advarsel, der ikke kræver øjeblikkelig handling, men som bør undersøges for at undgå fremtidige problemer.

Lavt brændstof (Symbol: Gul benzinpumpe): 

Du bør tanke snarest muligt. Alt efter hvilken bil du har, kan det betyde, at du har alt mellem 5-10 liter brændstof tilbage, og du vil typisk kunne køre 50 km yderligere, før tanken er tom. 

Glødelampe, motor opvarmning (Symbol: Gul spiral): 

Denne advarselslampe findes kun i dieselbiler og tænder, når du drejer nøglen i tændingen. Den symboliserer enten, at bilen er ved at varme op, eller at den har besvær med at varme op. Vent på at lampen slukker, før du starter bilen for at undgå motorskade.

Slidte bremseklodser (Symbol: Gul cirkel med streger): 

Dette betyder, at det snart er tid til at skifte bremser. Du bør derfor planlægge et værkstedsbesøg for at udskifte bremseklodserne inden for nærmeste fremtid.

Partikelfilter (Symbol: Gul firkant med prikker): 

Et tilstoppet partikelfilter kan renses ved at køre en længere tur – hvis problemet vedvarer, skal det undersøges af en mekaniker.

Tågebaglys aktiveret (Symbol: Gult halvcirkel og bølgestreger):

Dette lys indikerer, at bilens tågelys er aktiveret. Tågelyset er praktisk, når der er dårlig sigtbarhed, men det kan også være forstyrrende for medtrafikanter. Brug derfor kun tågelyset ved meget dårlig sigtbarhed.

ESP, Antiskrid, Anti-spin eller ESC (Symbol: Gul bil med skridmærke): 

Dette symbol kan vises på to måder. Enten er det konstant og viser, at systemet er deaktiveret. Blinker det under kørsel, betyder det, at systemet aktivt forhindrer bilen i at miste vejgreb.

​​Motorfejl (Symbol: Gult motorikon): 

Når dette advarselslys er tændt, indikerer det et potentiale problem med motorens styringssystem eller med udstødningen. Problemet kan variere fra mindre til mere alvorligt.I nogle tilfælde kan lyset blinke, hvilket indikerer et mere alvorligt problem, der kræver øjeblikkelig opmærksomhed for at undgå skader.

ABS-symbolet (Symbol: Gult ABS): 

Hvis dette lys bliver ved med at lyse, når motoren er startet, er der et problem med ABS bremserne. Bilen kan stadig bremse, men ABS-funktionen, der forhindrer hjulene i at låse sig ved hård opbremsning, er ude af funktion.

Dæktryk (Symbol: Gult U-formet tegn, der symboliserer et dæk): 

Dette symbol indikerer, at trykket i et eller flere af bilens dæk er for lavt eller eventuelt for højt. Det kan også lyse, hvis der er en pludselig temperaturændring, der påvirker dæktrykket. Kørsel med forkert dæktryk kan føre til dårligere vejgreb, øget brændstofforbrug og dækslid.

Grønne og Blå Advarselslamper – Information

Grønne eller blå advarselslamper viser normalt, at en bestemt funktion er aktiveret eller i brug. Det er blot en måde at holde styr på, hvilke af bilens funktioner, der er i aktive, og kræver dermed ikke nogen handling.

Fjernlys (Symbol: Blå lampe med lyskegler): 

Denne indikator lyser op, når bilens fjernlys, også kaldet det lange lys, er aktiveret. Det er vigtigt at slukke for fjernlysene, når du møder andre trafikanter for ikke at blænde dem.

Nærlys (Symbol: Grøn lampe med et ‘D’ og nedgående streger eller to prikker med udadgående streger): 

Denne indikator fortæller dig, at bilens nærlys er aktiveret – både foran og bagi. Dette hjælper med at øge bilens synlighed om dagen.

Kørelys Indikator (Symbol: grøn lampe med to prikker med udadgående streger):

Denne indikator lyser, når bilens dagskørelys er aktiveret. Dette er ofte blot en påmindelse om, at dagskørelyset er aktiveret, og er ikke nødvendigvis en indikation af en fejl. Bemærk at kørelys og nærlys ikke er det samme.

Kølevæsketemperatur (Symbol: Blå termometer): 

Dette lys tænder ved start, når motoren er kold, og indikerer at kølevæsken endnu ikke har nået driftstemperaturen. Lyset slukker, når motoren varmes op til en driftstemperatur, hvor det er sikkert at køre bilen.

Adaptiv fartpilot (Symbol: Grønt rat eller bilikon med måler): 

Indikerer at den adaptive fartpilot er aktiv og bilen automatisk tilpasser hastigheden efter forankørende trafik.

Lane Assist (Symbol: Grønt bilikon med banemarkeringer): 

Lyser, når vejbaneassistenten er aktiv og hjælper med at holde bilen i sin bane.

Lyser advarselslamperne, bør det undersøges 

Husk, at vedvarende eller blinkende advarselslamper aldrig bør ignoreres. Hvis du er usikker på, hvad et symbol betyder, eller hvordan du skal reagere, er det klogt at kigge i bilens manual eller kontakte en professionel mekaniker for rådgivning. 

Forebyggelse er altid bedre end reparation, og med korrekt vedligeholdelse og opmærksomhed på din bils advarselslamper kan mange dyre og potentielt farlige problemer undgås.

Vejhjælp med eller uden abonnement – få hjælp nu

Er uheldet ude og kan du ikke køre videre i din bil og har brug for vejhjælp? Kontakt SOS Dansk Autohjælp ved at ringe 70108090 og få hjælp med det samme. Vi kan hjælpe med akut vejhjælp til personbil og MC med eller uden abonnement - vi er gennemsnitligt fremme på under 45 minutter.